Udsmykning af kranie i forbindelse med Hillerød Kunstdage, 2016
Prins Hamlets ansigt pryder kraniets højre side. En voldsom hårpragt og et underfundigt smil på hans læber – et smil af fortvivlelse? Modsat ses hans Ophelia, der har et nedslået blik i sorg. Imellem disse; Kongen Claudius, Hofnarren og Asterix. Claudius, portrætteret som en dukke, stirrer stift frem for sig uden at fortrække en mine – et koldt analytisk blik. En fugl flyver ud af vinduet ved Hamlets ansigt. En fredsdue, måske? Er der i så fald tale om en flugt eller om afklaring? Ved kraniets støtte, en løve – det klassiske symbol på magt og stolthed. Nærmest som et spejlbillede til løven, ses en karruselhest. Er magtbegær som en karruseltur – umuligt at stå af, når legen er begyndt? En tur rundt med karusselhesten og døden kommer før du aner det. Hamlets symbolik er så rig, at den stadig i dag finder appel til fortolkning inden for; religion, psykoanalyse, filosofi og sågar feminisme. Måske netop derfor, er kraniet et særligt velvalgt medie til projektionen af dets kompleksitet. Til trods for alle landevindingerne inden for lægevidenskaben, er hjernens funktioner og kompleksitet stadig ikke fuldt forstået. Nye forbindelser opdages, og nye forklaringsmodeler opstår. Det samme kan siges om Hamlet, der nu, efter 400 år, stadig er aktuelt, og tjener til inspiration og analyse verden over; ”To be or not to be.”